Hos Klinik for Kvindesygdomme og Graviditet i Middelfart tager vi imod dig, som har fået konstateret celleforandringer hos din egen læge. Speciallægerne Niels Lund eller Poul Bak Thorsen foretager en udvidet celleprøve, som inden for et par uger kan vise, om der er reel grund til bekymring.
Vi undersøger og behandler dig på Klinik for Kvindesygdomme og Graviditet og rådgiver dig om det videre forløb.
Du skal vide, at celleforandringer er ret almindelige og ikke er ensbetydende med livmoderhalskræft. Mange kvinder bliver chokerede og bange, når de får konstateret celleforandringer, men det er kun forstadier, og der er mange stadier af forandringer.
Årsagen til livmoderhalskræft er den seksuelt overførte HPV-virus, som er så almindelig, at næsten alle voksne i Danmark bliver smittet på et tidspunkt i deres liv. Der er altså kun en brøkdel af HPV-tilfældene, som fører til celleforandringer og livmoderhalskræft. En del celleforandringer forsvinder af sig selv, og mange celleforandringer kan vi behandle på Gynækologisk Klinik.
Vi undersøger dig naturligvis og foretager en række prøver for at afklare, hvilken grad af celleforandringer du har. Det kan gøre lidt ondt, og du må gerne tage nogen med til undersøgelsen.
Du kender formentlig til HPV-vaccinen, men den giver formentlig ikke meget udbytte, hvis du allerede har celleforandringer. Det er derfor bedst at blive vaccineret, inden man bliver seksuelt aktiv. Via børnevaccinationsprogrammet bliver alle 12-årige piger (og fra 1. juli 2019 også drengene) tilbudt gratis HPV-vaccine hos deres egen læge. Dette må vi stærkt anbefale.
Du kan til gengæld få en vis gavn af en HPV-vaccine, hvis du skal have lavet et keglesnit. Det er vist, at risikoen for tilbagefald er halveret hos den gruppe, som bliver HPV-vaccineret i forbindelse med keglesnit.
Cirka én gang om dagen får en kvinde i Danmark konstateret livmoderhalskræft, og celleforandringer skal naturligvis tages alvorligt.
Antallet er heldigvis faldende som et resultat af bedre screening og vaccination. Vi opfordrer dig til at overholde de regelmæssige tjek, som alle kvinder mellem 23 og 64 år får tilbudt. Her bliver en stor del af celleforandringerne opdaget. Du bør så vidt muligt overholde kontrollerne, så celleforandringerne ikke får mulighed for at udvikle sig.
Husk: Celleforandringer udvikler sig ret langsomt. Celleforandringer er ikke livmoderhalskræft.