''
64 40 00 46

Polycystisk ovariesyndrom (PCOS)

Polycystisk ovariesyndrom, også kendt som PCO eller PCOS, er en af de lidelser, som patienter bliver henvist til Gynækologisk Klinik i Middelfart med. Vi behandler kvinder med PCO/PCOS og rådgiver i forbindelse med eksempelvis graviditet. En del kvinder med PCOS har svært ved at blive gravide, og speciallæge Niels Lund vil i forbindelse med barnløshed og fertilitetsbehandling fokusere på eksempelvis uregelmæssig eller manglende menstruation. Dette kan være et tegn på polycystisk ovariesyndrom.


PCOS skyldes en hormonforstyrrelse

Hos Gynækologisk Klinik i Middelfart kan vi konstatere PCO/PCOS ved en ultralydsscanning. Polycystisk betyder mange blærer og ovarie betyder æggestok, og hos kvinder med PCO/PCOS kan vi ved scanningen se blærer på æggestokkene.

Somme tider kan vi allerede inden ultralydsscanningen se, at du har PCO/PCOS. Lidelsen giver en del kvinder uren hud, hårvækst i ansigtet og på kroppen og tendens til tyndt hår, fordi de har forhøjet mandligt kønshormon i kroppen. En del kvinder med PCO/PCOS er desuden overvægtige med en typisk æblefacon, hvor fedtet sætter sig omkring maven.

PCOS og graviditet

Hvis du har PCO/PCOS og især hvis du gerne vil være gravid, sætter vi ind med behandling med Metformin. Det er egentlig medicin mod type 2-diabetes, og den hjælper med at holde dit blodsukker stabilt. Det betyder, at Metformin gør det lettere for dig at tabe dig, hvis du er overvægtig.

Du skal være forberedt på, at det kan kræve en del indsats at blive gravid med PCO/PCOS. Vi skal nok hjælpe og støtte dig på Gynækologisk Klinik.

PCOS rammer mange kvinder – også de slanke

Overvægten er problematisk, fordi PCO/PCOS har nogle følgesygdomme som øget risiko for diabetes. Dette problem forstærkes af overvægten. Det er vanskeligt for overvægtige kvinder med PCO/PCOS at tabe sig, fordi de har tendens til insulinresistens.

Hvis du har PCO/PCOS, kan det være en fordel at omlægge kosten til lowcarb svarende til kosten for patienter med diabetes. Det vil sige ud med sukker, alkohol og kulhydrater og ind med store mængder grøntsager. Du bør motionere regelmæssigt og generelt være opmærksom på at holde dig sund.

Det er ikke alle kvinder, som er overvægtige, når de har PCO/PCOS. Slanke kvinder kan også have vanskeligt ved at blive gravide, have uønsket hårvækst og uren hud – og de har også risiko for følgesygdommene.

Derfor: Hvis du har PCO/PCOS, skal du helst være et dydsmønster. Grøn kost og masser af motion.