''
64 40 00 46

Kryobehandling eller frysebehandling

Vi bruger frysebehandling, også kaldet kryobehandling, til to typer patienter på Gynækologisk Klinik i Middelfart. Dels er kryobehandling en enkel måde at behandle blødning ved samleje, hvor der i øvrigt ikke er grund til at mistænke ondartede tilstande. Dels kan vi med frysebehandling fjerne kondylomer, også kaldet kønsvorter.

Såvel kryobehandling ved kontaktblødning som frysebehandling af kondylomer foregår hurtigt og enkelt hos os i Gynækologisk Klinik. Det gør ikke særligt ondt, og du kan som udgangspunkt tage på arbejde bagefter. 


Kryobehandling af blødning ved samleje, såkaldt kontaktblødning

En del kvinder oplever kontaktblødning, det vil sige at de bløder ved sex uden særlig grund. Almindelige årsager er infektion og celleforandringer. Ofte skyldes det dog bare en sart overflade omkring livmoderhalsens munding.

Med kryobehandling fryser vi på Gynækologisk Klinik det øverste lag i slimhinden, så nyt og sundt væv kan vokse frem nedenunder. Frysningen af livmodermunden destruerer helt overfladisk vævet omkring livmoderhalsens munding.

Sådan foregår kryobehandling af livmodermunden

Vi afkøler en metalsonde med gas og holder den mod din livmodermund i 1½ minut. Du vil opleve en lidt spids menstruationssmerte, men der er normalt ikke behov for bedøvelse.

Efter kryobehandlingen

Når vi har foretaget et gynækologisk indgreb, er du altid lidt ekstra sart over for infektion. Du bør derfor undgå samleje, karbad og svømmehal og bruge bind i stedet for tampon i de næste én til to uger. Du kan få rigeligt, vandigt udflåd i to til tre uger, og så længe du har udflåd, skal I bruge kondom ved samleje.

Du må i de kommende tre uger ikke få smerter eller feber, som kan tyde på infektion. Så skal du kontakte os eller din egen læge.

Hvis du stadig bløder ved samleje tre måneder efter kryobehandlingen, bør du kontakte os for at blive undersøgt igen.

Frysebehandling af kondylomer eller kønsvorter

På Gynækologisk Klinik kan vi enkelt fjerne kondylomer (kønsvorter) med frysning. Kondylomer er en meget almindelig kønssygdom, som viser sig som flade vorter eller knudrede blomkålsagtige gevækster på kønsdelene, skamlæberne, ved urinrøret eller omkring anus.

Kondylomer skyldes HPV-virus, og hos kvinder medfører de en forhøjet risiko for livmoderhalskræft.

Sådan fryser vi kønsvorterne væk

Vi frysebehandler kondylomer med en håndholdt spray, som er lattergas under tryk. Kondylomerne destrueres af frysningen og kommer som regel ikke tilbage.

Husk, at din partner også skal behandles for kønsvorter. Det er en smitsom virus, som også kan overføres via inficerede hænder, selv om I ikke har egentligt samleje.

Vi kan tage imod til dig frysebehandling uden henvisning, men vi skal gøre opmærksom på, at der i givet fald er egenbetaling.

Frysning bør ikke bruges ved celleforandringer

Kryobehandling eller frysning blev tidligere anvendt som behandling af celleforandring. Dette anbefaler vi ikke længere, fordi det har vist sig, at frysebehandlingen kan maskere celleforandringerne.

Hos Gynækologisk Klinik behandler vi derfor kun kønsvorter og kontaktblødning med frysebehandling.