''
64 40 00 46

Behandlinger på Gynækologisk Klinik

Det er trygt og sikkert at blive behandlet af speciallæge Niels Lund på Gynækologisk Klinik. Vi ligger i gåafstand fra stationen i Middelfart, og vi tager imod gynækologiske patienter fra både Fyn og Østjylland.

Niels Lund er speciallæge i gynækologi og obstetrik, som handler om fødsel og graviditet. Siden 2004 har han behandlet og rådgivet patienter på Gynækologisk Klinik. Niels Lund er specialuddannet i behandling af livmoderhalskræft, og du kan blandt andet blive henvist til os med celleforandringer. Vi behandler naturligvis også andre gængse underlivssygdomme hos kvinder, eksempelvis godartede svulster.

Niels Lund behandler også barnløse par, udreder jer og udfører ukompliceret fertilitetsbehandling. Gynækologisk Klinik tager desuden imod dig, som ønsker ultralydsscanning eller andre undersøgelser i forbindelse med graviditet.

Hos Gynækologisk Klinik i Middelfart kan du få lagt spiral eller p-stav eller tale med os om andre former for prævention, som passer dig. Så vidt det er muligt, kan du få vores sygeplejerske eller klinikassistent med ind til undersøgelsen, og ellers er du naturligvis velkommen til at tage en veninde eller kæreste med.

Vil du hilse på os, der arbejder på Gynækologisk Klinik i Middelfart? Vi er fire ansatte, og du kan læse om os her

På de enkelte undersider kan du læse om nogle af vores behandlinger på Gynækologisk Klinik. Herunder ser du et udvalg af de behandlinger, som vi tilbyder.


Udvidet celleprøve ved celleforandringer

På Gynækologisk Klinik tager vi imod dig, som har fået konstateret celleforandringer ved smear-testen hos egen læge. Vi laver en udvidet celleprøve for at undersøge, om der er tale om reelle celleforandringer – og du skal vide, at dette ikke altid er tilfældet. Mange gange betyder celleforandringerne blot, at du skal observeres i årene fremover, men vi skal naturligvis undersøge dig.

Du får svar på prøven inden for to til tre uger, og da rådgiver vi dig om det videre forløb. Hvis du har reelle celleforandringer, vil vi sandsynligvis foreslå et keglesnit, som du kan få foretaget på Gynækologisk Klinik.

Læs, hvordan den udvidede celleprøve og et eventuelt keglesnit foregår, her

Behandling af seksuelt overførte sygdomme

Vi behandler alle almindelige kønssygdomme hos kvinder på Gynækologisk Klinik i Middelfart. Du skal være opmærksom på symptomer som svie og smerter i og omkring underlivet samt udflåd. Seksuelt overførte sygdomme er almindelige og desværre stigende, og de kan give mange gener og være alvorlige.

Eksempelvis kan du få behandlet kondylomer med frysebehandling. Kondylomerne destrueres og kommer oftest ikke tilbage.

Operationer i underlivet

Vi udfører mindre operationer på Gynækologisk Klinik i Middelfart, herunder keglesnit, udskrabning ved blødningsforstyrrelser eller operation for store kønslæber.

Vi kan desuden hjælpe dig med abort inden 9. uge. Denne foregår dog medicinsk og altså ikke som en operation. Vi følger dig tæt, selv om selve aborten sker hjemme hos dig selv. Her kan du læse om, hvordan en medicinsk abort foregår med tilknytning til Gynækologisk Klinik i Middelfart

Blødningsforstyrrelser, menstruation og rådgivning ved PCO

En stor del af vores behandlinger på Gynækologisk Klinik omhandler blødningsforstyrrelser, pletblødning menstruationssmerter og måske manglende menstruation. En del af vores patienter henvender sig for behandling for PCOS/PCO (polycystisk ovariesyndrom). Du kan læse mere om vores behandling for PCO/PCOS her.

Vi behandler dig, som lider af kraftig menstruation eller menstruationssmerter. Du skal vide, at mange af dine jævnaldrende kvindelige kolleger lider af det samme, bider smerterne i sig og prøver at komme igennem dagene uden at sætte sig for meget på de lyse konferencestole. Der er hjælp at hente på Gynækologisk Klinik. Du kan eksempelvis få medicin, som reducerer blødningerne. Hos mange vil hormonspiral være den rigtige behandling, men der er en del forskellige muligheder.

Er du på vej i overgangsalderen? Det giver ofte uregelmæssig menstruation og pletblødning, når du nærmer dig 50 år. Andre årsager til pletblødning og blødningsforstyrrelser kan være opstart af prævention.

Vi rådgiver og behandler dig på Gynækologisk Klinik i Middelfart.

Smerter i underlivet

Underlivssmerter er hyppige hos vores patienter, og vi behandler både akutte lidelser som underlivsbetændelse og langvarige smerter ved eksempelvis endometriose, fibromer eller vulvodyni. Hvis du eksempelvis har vanskeligt ved at gennemføre samleje eller hvis du har stærke menstruationssmerter, bør du få en henvisning til en specialklinik som Gynækologisk Klinik. 

Smerter i underlivet kan skyldes sygdom eller simpelthen spænding i bækkenbunden. Gynækologisk Klinik i Middelfart undersøger dig og afklarer, om dine underlivssmerter eksempelvis stammer fra muskler i bækkenbunden, livmoder eller livmoderhals eller eventuelt æggestokke/æggeledere.